Fødsel, dåb og navngivning

Har du fået et barn? Så er der rigtigt mange ting at tage hånd om. Vi vil gerne her fortælle dig om det, som vi i Folkekirken er særligt gode til at hjælpe dig med, i barnets første tid.

Men inden vi kaster os ud i det, vil vi altså gerne lige stoppe op, og ønske dig et kæmpe stort tillykke! Livets gave, er et vidunder vi aldrig holder op med at være betaget af, og vi håber at du og dit barn må få en rigtig god fremtid, hvor I på alle måder må få lov til at mærke glæden over det liv Gud nu har skabt.

Og lad os så kaste os ud i det:

Fødselsanmeldelse

Hvis en jordemoder medvirker ved fødslen foretager hun fødselsanmeldelsen

Hvis en jordemoder medvirker ved fødslen foretager hun fødselsanmeldelsen

Fra barnet bliver født, har du præcis 14 dage til at foretage en fødselsanmeldelse. Det er her dit barn får sit CPR. nummer. Langt de fleste gange behøver du faktisk slet ikke gøre noget selv, for hvis en jordemoder var med ved fødslen laver hun nemlig fødselsanmeldelsen. Har dit barn allerede fået et CPR-nummer, er anmeldelsen altså foretaget, og du skal ikke tænke mere over det.

Men blev barnet født uden medvirken af en jordemoder, så har du altså 14 dage til at lave anmeldelsen selv.
Det gør du ved at hente og udfylde denne formular på borger.dk
Når du har udfyldt formularen skal du aflevere den på kirkekontoret i det sogn hvor moderen bor. Hvis moderen ikke har folkeregisteradresse i Danmark, så skal anmeldelsen afleveres i det sogn, hvor barnet blev født.

Hvem er barnets far?

Hvis I ikke er gift, så har den nybagte far også en deadline at overholde. Jeres barn har nemlig brug for to forældre, og derfor har faderen 14 dage til at besøge borger.dk og foretage Omsorgs- og ansvarserklæring. Den kan enten printes og sendes, eller I kan klare det med NEM-id. Blanketten giver jer fælles forældremyndighed, hvis den ikke er udfyldt inden 14 dage vil Statsforvaltningen indlede en faderskabssag.

Hvad er barnets navn?

Du har seks måneder til at give dit barn et navn. Navngivning kan ske i forbindelse med dåb ved at oplyse det ønskede navn til kirkekontoret eller præsten. Skal barnet ikke døbes, eller skal det navngives før dåben, sker navngivning ved at udfylde en blanket via NemID på borger.dk.

Du kan søge efter godkendte navne og finde inspiration på Ankestyrelsens hjemmeside.

Dåb

dsc00267Hvis I gerne vil have jeres barn døbt, så skal I henvende jer til kirkekontoret eller præsten ved den kirke, hvor I gerne vil have jeres barn døbt. I aftaler i fællesskab et tidspunkt for dåben. I langt de fleste kirker foregår barnedåb som en del af søndagsgudstjenesten, men nogle gange arrangeres også særlige dåbsgudstjenester, eksempelvis om lørdagen. Vi vil nu ikke lægge skjul på at vi er rigtig glade for at have dåb til de almindelige gudstjenester om søndagen, så vi alle i menigheden kan få lov at hilse på jer og jeres lille barn. Det er så fantastisk, når vi alle kan være sammen om lægge jeres barn i Guds hænder, og vi går altid lidt ekstra glade hjem sådan en dag.

I skal vælge mindst to og højst fem faddere til jeres barn. Fadderne skal selv være døbt ved den kristne dåb enten i folkekirken eller en anden kristen kirke i Danmark eller udlandet. I skal oplyse faddernes navne og adresser til kirkekontoret eller præsten.
Før dåben mødes forældre og præst til en samtale om dåbens forløb og betydning.